September 30, 2009 by hanne

Kultur og kærlighed klær’ hinanden – og de to begreber sætter hinanden stævne fredag d. 9. oktober kl. 18- 01 på værelse 928 på Hotel Radisson i Århus – i anledning af årets kulturnat. For i det tidsrum rykker vi dvs. Barbara, Elin, Lis, Heidi og undertegnede ind med vores projekt LOVELETTERS.
Projektet omfatter en udstilling af kærestebreve, kærlighedserklæringer, -digte og -billeder. Kort sagt LOVE LETTERS i enhver tænkelig (og utænkelig?) udgave. Fra de ejegode, søde, blide, bløde – over de bundnaive – til de klare, koncise, kontante (obskøne?), pinligt prekære, poetiske, højtflyvende osv.
Som besøgende inviteres du til at lade dig inspirere til at begå – og afsende – dit eget LOVELETTER. Brug Kulturnatten godt: fortæl mindst ét menneske i verden at vedkommende er elsket.